Den 1. klubaften

14.03.2013

Endelig oprendte dagen for den første klubaften der blev afholdt i Kulturzonens lokale (1. sal) onsdag d. 13. marts 2013.

 

18 medlemmer deltog på denne 1. klubaften, hvor Torben lagde ud med at fortælle om de sidste justeringer med bankkontoen og medlemskontingenter, og at medlemslisten og interessen for klubben støt vokser. Torben fortalte også i korte vendinger hvor langt vi er med hjemmesiden og at det ikke varer længe før den "går i luften".

 

Torben åbnede også op for, at selvom det er blevet vedtaget at klubaftenerne foregår hver 2. onsdag, i ulige uger, kan målet på sigt blive, at der afholdes temaaftner på andre dage, eksempelvis i lige uger.

 

René har leget lidt med et udkast til et klublogo og har taget udgangspunkt i et tidligere Taarnby Fotoklubs logo. Denne klub eksisterer ikke længere. Udkastet vil blive præsenteret på hjemmesiden og der vil være et stykke tid, hvor medlemmerne kan komme med forslag til forandringer, feedback osv.

 

Efter denne introduktion blev bolden kastet op for konstruktiv feedback og snak omkring alle billederne, de deltagende havde med, omkring emnet "Arkitektur & Byrum". Mange gode synspunkter blev udvekslet i en livlig debat.

 

Aftenen sluttede med at beslutte hvad næste klubmøde skal indeholde.

 

Der blev vedtaget en let gennemgang af redigeringsprogrammet "Lightroom" og "Photoshop Elements", og René vil vise hvordan man laver passe partout.

 

Næste klubaften er onsdag d. 27. marts 2013, kl. 19-21:00 i Kulturzonens lokaler på 1.sal.

Vi ser frem til at se dig igen ;-)




« Tilbage til oversigt